¡Ole! Olé, olé, olé, olé

I Spanien siger man “tiene duende” når en musiker, sanger eller danser udstråler en special karisma, en form for mystisk magt som alle føler men ingen kan forklare. “Duende” er også udtrykket for overnaturlige væsener som “elverfolk” eller “nisser”, der lokker folk til sig med deres magi. Ligesom Elverfolk er de bedste spanske kunstnere også kreative, åndelige og intelligente og bruger størstedelen af deres tid på at innovere, enten i form af musik, dans, sange eller skrifter.

Flamenco

Tre flamencokunstnere – Carmen Armaya (dans), Paco de Lucía (komponist og guitarist) og Camerón de la Isla (sanger) – har på hver sin måde gjort Flamenco verdensberømt og den første var la bailaora Carmen Armaya som flygtede fra Spanien under borgerkrigen i 30’erne.

Carmen Amaya, født i Barcelona, 1918-1963

Carmen Amaya var unik i sin fremtræden på scenen, når hun dansede flamenco, og var i stand til at udtrykke sine følelser med en bevægelsesfrihed, styrke og rytme som ingen andre havde formået før, hverken kvinde eller mand.

Hun kom fra et meget fattigt kvarter Somorrostro ved stranden i Barcelona hvor hun startede sin karriere med at danse på gaderne og på restauranten Set Portes da hun var en lille pige. Senere da borgerkrigen startede flygtede hun væk sammen med sin familie, og rejste verden rundt for at vise sit kunstneriske talent, først i Lisboa og derfra til Buenos Aires, Montevideo, CDMX Ciudad de México, La Habana og New York, hvor hun blev hyldet af publikum og præsidenter fx Roosevelt, der inviterede hende flere gange i de Hvide Hus.

De kaldte hende La Capitana pga hendes stærke personlighed og efter at optræde for US Navy og NYDP blev hun også deres uofficielle Capitana. I 1947 rejste Carmen tilbage til Spanien hvor hun fortsatte sin internationale karriere og optrådte på teatrer i Madrid, Barcelona, Paris, London, Rom, etc indtil hun måtte stoppe pga sygdom i 1963 og døde samme år i en ung alder på 45 år. “Se murió Carmen Amaya, y España entera lloró” – Carmen Amaya døde, og hele Spanien bristede i gråd.

Camerón de la Isla, født i Cádiz 1950-1992

José Monje Cruz’s kunsternavn aka “Camerón” kommer fra at han var en spinkel bleg type og han mindede om en lille camerónreje, som er meget populære i Spanien. Og han tilføjede selv “de la Isla” som reference til øen Isla de León tæt på byen San Fernando hvor han voksede op.

Camerón udviklede sin egen stil indenfor Cante Flamenco, som senere blev en reference for mange andre. Sammen med Paco de Lucía, Tomatito og Vicente Amigo moderniserede de den traditionelle flamenco med nye koncepter og fusion med rytmer fra jazz, bossa nova og klassisk musik, der blev populær over hele verden.

Paco de Lucía, født i Algericas, 1947-2014

Første gang da Paco de Lucía blev interviewet, og spillede guitar i det nationale spanske RTVE modtog de så mange opkald at telefoncentralen brudte ned. Selvom de havde sagt hans navn i starten af programmet var der mange som ikke havde været opmærksom, indtil de hørte ham spille musik på hans guitar.

Han blev hurtigt anerkendt i hele verden pga hans virtuositet og kompositioner af flamenco, som i dag anses for en af de bedste flamenco guitarrister af alle tider. I 1977 blev Paco de Lucía inviteret af den spanske ambassade i Peru, hvor han for første gang hørte lyden af “el cajón peruano – den peruanske kasse” og som han mente var det perfekte instrument til flamenco med den karakteristiske lyd, som mindede ham om stampen fra en flamencodanser. Siden Paco de Lucía indførte dette instrument, er det blevet en fast del af flamencoarrangementer, som om det altid havde været sådan i hundredevis af år.

Her et eksempel fra Expo Sevilla ’92, hvorledes en Maestro som Paco de Lucía formår at tie et støjende publikum med et kort “¿Qué?” efter at de råber “Paco, Paco, …” i starten af koncerten og derefter bliver der helt stille:

Palos Flamencos

Der er forskellige genrer indenfor Flamenco, som kaldes “Palos flamencos” og de mest kendte er Alegrías, Bulerías, Fandangos flamencaos, Farruca, Seguiriyas, Sevillanas, Soléas og Tangos. Disse genrer er gennem tiderne blevet fusioneret med andre stile som fx La Copla Española og her en sang fra 1951 ¡Ay pena, penita, pena! med Lola Flores, som er en af de mest kendte personer i Spanien:

Lola Flores, født i Jeréz de la Frontera, Cadíz, 1923-1995

La Faraona eller Lola de España, som hun også blev kaldt, var gift med en anden kendt musiker El Pescaílla. Begge var sigøjner, hun var fra Cádiz og han var fra Barcelona men de flyttede til Madrid hvor deres tre børn blev født Rosario, Antonio og Lolita, som alle kender i Spanien. Jeg kan tydelig huske den dag hvor jeg tilfældigt mødte hele familien i parken El Retiro hvor de optrådte i koncerthuset La Florida og som blev transmitteret på national TV 🙂

Her er en “deepfake” annonce produceret i 2021 med Lola Flores, 26 år efter at hun døde – Con mucho acento:

Familien Flores har haft stor indflydelse på spansk kultur og musik i mere end 70 år! For eksempel, så var El Pescaílla med til at skabe en ny musikstil La Rumba Catalana som er en fusion af flamenco, rumba, mambo og rock & roll.

Peret, født i Mataró, Barcelona 1935-2014

Måske kan du huske afslutningsceremonien fra Sommer-OL 1992 i Barcelona hvor Peret, Los Manolos y Los Amayas spillede Rumba Catalana?

Et historisk øjeblik!

Quando me piden
Que les toque rumba
Se vuelven locos

Ole, olé, olé, olé, olé